Averröes’ begreb; allegorisk fortolkning
Teologi og naturvidenskab bliver ofte karakteriseret som modsætninger. Dog hævder begge lærdomme, at beskrive sandheden vedrørende alt fra verdens begyndelse, til dens struktur og dens endeligt. Hvordan bør vi forholde os til det faktum, at både teologien og naturvidenskaben hver især mener at kende sandheden, og tilmed via to så umiddelbart forskellige veje? Kan begge lærdomme tale sammen, og i så fald sandt? Eller vil den ene uundgåeligt beskrive sandhed og den anden uvirkelighed?
I en tid hvor religiøse doktriner var omfattende, og filosofien udover dens logiske discipliner blev gendrevet, fremsætter Averröes af Cordoba i sin tekst Den afgørende diskurs et retsligt forsvar for filosofiens autonomi. Averröes påpeger, at mennesket ifølge koranen befales at undersøge verden og dens eksistentialer. Den mest fuldkomne erkendelse af disse eksistentialer opnås ved hjælp af demonstrativ bevisførelse, hvilket er et redskab der befinder sig indenfor filosofiens område. Hvis den demonstrative bevisførelse og koranens umiddelbare udsagn ikke stemmer overens, skal netop dette udsagn fortolkes allegorisk. Derved erklærer Averröes, at hvis disse præmisser er sande, så er filosofien ikke bare ordineret, men obligatorisk.

I følgende vil jeg se nærmere på Averröes’ ræsonnement der leder op til anvendelsen af demonstrativ bevisførelse, og på legitimering af allegorisk fortolkning på baggrund af menneskers naturlige evner og medfødte dispositioner for erkendelse. Desuden vil jeg undersøge, hvilke konsekvenser der kan opstå, idet allegorisk fortolkning benyttes til modsigelse mellem en hellig teksts udsagn og en naturfilosofisk konklusion. Slutteligt vil jeg med udgangspunkt i information udledt af Averröes’ argumentation, og teksterne ’The Concept ’System of Philosophy’’ og ’Hvad kan menes med ´filosofihistoriens historiografi´?’ af Leo Catana, anvende Johann Jakob Bruckers filosofihistoriske historiografiske koncept om et filosofisk system. Dette er for at vurdere hvorvidt Averröes legitimering af filosofien er legitim filosofi.
Demonstrativ bevisførelse er den mest fuldkomne bevisførelse

Averröes’ formål med Den afgørende diskurs er, ud fra en juridisk synsvinkel, at undersøge, hvorvidt filosofi og de logiske discipliner er tilladte, forbudte eller ordinerede. Han påpeger, at åbenbaringen opfordrer til studiet af verdens eksistentialer. Dette udledes af en række af tekstpassager fra koranen: “ så drag heraf den lære, I som har øjne at se med.”
I forlængelse af ovenstående udsagn fra koranen erklærer Averröes, at åbenbaringen betegner den rationelle erkendelse og analogiske iagttagelse som obligatorisk. Heraf understreges det at sidstnævnte ”ikke er andet end logisk slutning”, og derfor bør eksistentialerne betragtes via rationel bevisførelse.
Til rationel bevisførelse af eksistentialerne benævner Averröes fire typer af syllogismer:
– Demonstrativ syllogisme
– Dialektisk syllogisme
– Retorisk syllogisme
– Sofistisk syllogisme
Følgende vil kun inkludere tre af de ovenstående syllogismer; demonstrativ syllogisme, dialektisk syllogisme og retorisk syllogisme da sofistisk syllogisme ikke anses som værende i stand til at levere gyldige og sande argumenter.
Både den demonstrative syllogisme og den dialektiske syllogisme bliver anvendt i Aristoteles’ logik, og det er forventeligt at Averröes har følt sig inspireret af denne logik, idet han for eftertiden er blevet kendt som ´kommentatoren´ af Aristoteles’ værker. Dog anvender Averröes udelukkende begrebet syllogisme om deduktion ved teoretisk videnskab og ikke i praktisk videnskab, såsom den dialektiske syllogisme gør i Aristoteles’ logik.Averröes anser den demonstrative syllogisme som den mest fuldkomne på baggrund af dens logiske udformning. Derfor bør verdens eksistentialer altså betragtes ved hjælp af den demonstrative syllogisme. Fremadrettet vil jeg referere til ´den demonstrative syllogisme´ som demonstrativ bevisførelse.
Demonstrativ bevisførelse er logisk [udtænkt] og skal erkendes a priori. Tilsvarende må syllogismens betingelser, forskelle og konstituerede dele erkendes a priori.
Ved at opnå a priori forståelse af demonstrativ bevisførelse er det muligt at studere formel logik. Dette anser Averröes som en nødvendighed for at mestre brugen af redskabet demonstrativ bevisførelse. Jeg vil senere undersøge, hvorfor Averröes anser det som vigtigt at beherske demonstrativ bevisførelse som et erkendelsesteoretisk redskab.
Det anses som en meget vanskelig, nær umulig opgave egenhændigt at tilegne sig denne viden. Derfor bør man ifølge Averröes bruge folks videnskabelige frembrud til egen fordel, uafhængigt af deres teologiske position, så længe indholdet af deres videnskab er korrekt.
”Så hvis dette er tilfældet, og alt, hvad der er nødvendigt i studiet af rationelle syllogismer, allerede er blevet undersøgt på den mest perfekte måde af de antikke filosoffer, bør vi konsultere deres bøger for at gøre os bekendte med hvad de sagde om emnet.”
Averröes påpeger, at hvis det er tilfældet, at mennesket ved koranen obligatorisk er underlagt at studere verdens eksistentialer, så er man ligeledes obligatorisk underlagt, at studere de antikke tænkere og bøger og godtage alt der er korrekt, og være varsom overfor det der er i uoverensstemmelse med åbenbaringen. Demonstrativ bevisførelse optræder altså som naturfilosofiens ideelle redskab til erkendelse af sandhed.
Menneskets naturlige evne og disposition for erkendelse af Gud
Det muslimske samfund er af den religiøse overbevisning:
– ”At [vores] religion er guddommelig sand,
– At det er denne religion, der tilskynder til den lykke, der består i viden om den mægtige, majestætiske Gud og hans skaberværk,
– Og at dette er påvist hos enhver muslim ved den bedst egnede metode til at fremstille pålidelig og påstandskraftig erkendelse, som hans temperament og natur kræver.”
Denne opsummering af den muslimske samfundsbetragtning af tilværelsen indebærer et hierarkisk perspektiv af mennesket i relation til deres evne til erkendelse af Gud. Forskellige folks evner til at erkende Gud korresponderer med Averröes’ tre niveauer af bevisførelse. Altså er det muligt at erkende Gud ved henholdsvis den retoriske bevisførelse, den dialektiske bevisførelse og den demonstrative bevisførelse. På trods af at alle mennesker er i stand til at erkende Gud via rationel bevisførelse, vil dette stadig foregå i forskellige erkendelseslag, og Averröes understreger, at den demonstrative bevisførelse er den højeste erkendelsesmetode.
Her er det værd at lægge mærke til, at Averröes bevidner erkendelsen af Gud via studiet af verdens eksistentialer ved hjælp af førnævnte bevisførelser. Hermed formår Averröes at forbinde filosofien og religionen, hvilket leder til dommen, at åbenbaringen formidler sandheden med afsæt i de tre naturfilosofiske bevisførelser. Dette nyetablerede fundament ikke bare legitimerer filosofiens autonomi, det cementerer religionens afhængighed af filosofien idet,
”den demonstrative undersøgelse ikke fører til [konklusioner] i strid med, hvad Skriften har befalet os, for sandheden modsætter sig ikke sandheden, men er i overensstemmelse med den og bevidner den.”
Imidlertid opstår situationer, hvorved den hellige teksts umiddelbare udsagn ikke harmonerer med den demonstrative bevisførelses konklusion. I disse tilfælde er det nødvendigt at benytte sig af allegorisk fortolkning.
Allegorisk fortolkning
Tre mulige scenarier præsenterer sig, idet den demonstrative bevisførelse frembringer en naturfilosofisk konklusion. Denne konklusion kan være uomtalt i det hellige skrift. I så fald vil der ikke kunne udledes en analogi af skriftens ræsonnement, og derfor vil ingen modsigelse kunne indtræde. Den naturfilosofiske konklusion kan ydermere være omtalt i det hellige skrift. I et af to tilfælde vil det hellige skrifts udsagn være i overensstemmelse med den naturfilosofiske konklusion, og ingen vil derfor have mulighed for at modstille sig. Der er dog også mulighed for en situation, hvori det hellige skrifts udsagn ikke stemmer overens med den naturfilosofiske konklusion udledt af den demonstrative bevisførelse.
I sidstnævnte tilfælde kræver situationen at der udføres en allegorisk fortolkning på det hellige skrifts [umiddelbare] udsagn, men hvad er en allegorisk fortolkning?
Averröes definerer allegorisk fortolkning som en
”udvidelse af betydningen af et udtryk fra den konkrete til den metaforiske repræsentation af betydningen, uden at svigte det arabiske sprogs standarter for metaforisk praksis … eller andre ting, som er opregnet i redegørelsen af de forskellige former for metaforisk tale.”
Denne definition drager inspiration fra den retoriske disciplin. Averröes arbejder altså med at skelne mellem udsagnets bogstavelige betydning, allegoriske betydninger og metonymiske udtryk, hvor man erstatter et udtryk med et fra samme emneområde. Det er altså muligt at overføre et udsagns betydning som symbol på noget andet, og via netop denne fortolkningsform forener Averröes den demonstrative bevisførelses konklusion med det hellige skrifts udsagn.
At uoverensstemmelse mellem åbenbaringens udsagn og naturfilosofiens konklusioner giver anledning til udførelsen af den allegoriske fortolkning i henhold til reglerne for denne fortolkning på arabisk, bliver hverken anfægtet af de lærde eller troende muslimer. Ydermere indikerer Averröes, at hvis det hellige skrifts umiddelbare udsagn er i modstrid med den naturfilosofiske konklusion, og det studeres ud fra ovenstående bogstavelige, allegoriske og metonymiske metoder, vil det være fremherskende, at skriftens [manifeste] ordlyd bevidner den allegoriske betydning. Hermed grundfæster Averröes legitimiteten af allegorisk fortolkning i sit filosofiske ræsonnement.
Set i lyset af ovenstående er det muligt at antage, at Averröes har forenet det muslimske samfunds teologiske opfattelse på et fundament af naturfilosofisk fornuft. Ikke desto mindre opstår der stadig uenighed blandt religionens forskellige skoler, om netop hvilke tekstpassager i det hellige skrift der skal fortolkes allegorisk.
Allegorisk fortolknings umiddelbare komplikationer
Ved denne forståelse er det nu klart, at ikke alle udtryk i skriften bør antages i deres umiddelbare betydning. I forlængelse er det eneste der hersker uenighed om, hvilke tekstpassager der skal fortolkes allegorisk, og hvilke der ikke skal. Det benævnes med konkrete eksempler at den teologiske skole Ash´arit-terne fortolker Guds opstigning til tronen allegorisk. Hadith-traditionen fortolker Guds nedstigen til verden allegorisk, og Hanbalitterne ”følger disse udsagn i deres umiddelbare betydning.”
Heraf kan det betvivles, hvorfor vi er blevet skænket et helligt skrift med eksoteriske og esoteriske betydninger. Averröes henleder nu igen vores opmærksomhed til tesen om menneskets naturlige evner og disposition for verificering af erkendelse. Ikke alle mennesker er i stand til at udføre demonstrativ bevisførelse. Størstedelen vil faktisk udføre henholdsvis den dialektiske og den retoriske bevisførelse, og derfor vil disse forskellige erkendelseslag også give anledning til forskellige niveauer af læsning. Averröes indikerer med følgende citat fra koranen at: ”Det er ham, der har sendt dig bogen: i den er der utvetydige vers” [og så videre til …] ,,… dem, som er grundfæstede i viden.”
Disse forskellige læsninger er til for ”at henlede opmærksomheden hos dem, der er godt forankret i videnskab, til den fortolkning, der [i Skriftens ånd] forener modsigelserne.”
Rationel bevisførelse er altså for alle mennesker fordelt over flere erkendelseslag, og Averröes begrunder derfor den rationelle tilgang ikke blot som ordineret, men som obligatorisk for alle. Opdelingen af det hellige skrifts eksoteriske og esoteriske betydninger, ikke bare verificerer Averröes erkendelsesteoretiske arguments gyldighed, men agerer også som en central procedure til beskyttelse mod fejllæsninger. Her er det dog nødvendigt at forholde sig kritisk overfor tredelingen af erkendelsesmetoder. Der vil unægtelig opstå forskellige fortolkninger af erkendelsen af Gud. Disse er baseret på de eksoteriske eller esoteriske betydninger af udsagn i det hellige skrift. Disse udsagn må formodes at blive formidlet erkendelseslag imellem af mennesker. Eftersom mennesket er Guds omnipotens underlegen og ifølge Islam født ind i verden med fri vilje, må vi også antage at det er fejlbarlig. Hvis mennesket, det første medium for formidling af højere erkendelse er fejlbarlig, er det også muligt at formidlingen af højere erkendelse bliver fejlbarlig.
Dette perspektiv vil dog ikke underkende Averröes filosofiske ræsonnement. Det er ikke desto mindre muligt at udfordre Averröes på netop dette område ved at tilføre Den afgørende diskurs en filosofihistorisk historiografisk læsning.
Filosofihistorisk historiografisk læsning af Averröes’ filosofi
Johann Jakob Brucker kanoniserede i 1742-1744 filosofihistoriens historiografi med sit værk Historia Critica Philosophiae. Historiografi betyder historieskrivningens historie og teori. Denne kan i filosofiens verden anvendes i et generelt omfang, der forholder sig kritisk til filosofihistoriens historie og metode, den kan dog også anvendes i en mere specifik facon, der beskæftiger sig med beskrivelse af et bestemt filosofisk emneområde, en tænker eller sågar en periode i filosofiens historie.
Filosofien som disciplin har fra sin begyndelse haft historiske forbindelser til andre discipliner såsom matematik, kosmologi og teologi. Derfor vil gængs forståelse af filosofiens historiske betegnelse kunne formode at Brucker ville inkludere disse nærtliggende discipliner i sin definition af filosofi. Dette viser sig dog ikke som tilfældet, da Brucker udtaler at det ikke er hans intention at beskrive lærdommens historie, men filosofiens historie.
Begrebet ´filosofi´ stammer fra det græske ord ´sophia´ og blev senere oversat til latin som ´sapientia´. På trods af ordets lingvistiske udvikling er Brucker af den opfattelse, at ordets definition forblev uændret. Han beskriver at, ”termen sapienta var anvendt ved en hvilken som helst disciplin, hvorved menneskets sind blev perfektioneret.”
Denne definition af begrebet filosofi er ifølge Brucker blevet forhindret af korrupte religiøse traditioner og autoriteter i dets handling, nemlig at udlede principper der kan perfektionere menneskets sind.
Det er altså kun muligt ifølge Brucker at udføre den filosofiske handling, hvis man bryder radikalt med religiøse traditioner, da det kun her er muligt at vende sig indad mod sin personlige fornuft og reflektere uafhængigt af autoriteter. Denne ”kultivering af filosoffens fornuft er central for den filosofiske fremgang, og kun disse folk som besidder en meget nobel fornuft bør betragtes som filosoffer.”
Disse filosoffer er ved hjælp af deres fornuft i stand til at konstruere et filosofisk system, der vil vise sig problematisk for fundamentet af Averröes’ argumentation.
Vi er henvist til at formode, idet Brucker ikke eksplicit definerer begrebet ´system´, at der er tale om en mængde af doktriner udledt af generelle principper med en intern sammenhængende orden. I dette etablerede filosofiske system adskiller det sig fra teologien idet disse to discipliner beskæftiger sig med to forskellige kilder til sandhed; henholdsvis menneskelig fornuft og åbenbaring. Filosoffen beskæftiger sig kun med førstnævnte kilde til sandhed. Brucker mener altså, at filosofi og teologi i al forstand bør holdes adskilt, idet ”de to discipliner benytter forskellige kilder til sandhed.”
Averröes er også af den holdning at teologien og filosofien viser hver sin vej til sandheden. Dog vil disse kun bekræfte hinanden. Hvilke implikationer vil Bruckers adskillelse af teologien og filosofien have for Averröes’ argument om, at åbenbaringen er konstrueret på et fundament af filosofi?
Averröes har påvist, at ved hjælp af naturfilosofiens redskab; den demonstrative bevisførelse, er mennesket i stand til at opnå indsigt i sandheden om verdens eksistentialer og dets skaber. Med naturfilosofi kan Bruckers menneskelige fornuft sammenlignes, idet begge beskrivelser udleder konklusioner der konvergerer med sandheden via logiske præmisser og principper. Averröes har formået ikke bare at legitimere filosofien, men gjort åbenbaringen afhængig af filosofien. Dette er problematisk for Brucker, hvis vi anvender hans filosofihistoriske historiografi på Averröes’ forsvar for filosofiens autonomi. Dette forstærkes kun, idet Averröes indleder sit argument der skal gøre studiet af verdens eksistentialer via rationelle bevisførelser obligatorisk for alle mennesker, på baggrund af tekstpassager i det hellige skrift; koranen. Det er altså muligt, at Bruckers filosofihistoriske historiografi kan vise os at Averröes, i sin søgen efter at legitimere filosofiens autonomi i henhold til religiøse doktriner, ender med at fejle. Filosofien når aldrig at indgå i hans argument, idet han ikke fra start formåede at bryde med åbenbaringen, men derimod brugte den til at bekræfte sit naturfilosofiske ræsonnement.
En filosofihistorisk historiografisk læsning kan altså forholde sig kritisk overfor Averröes’ filosofis grundlag, men det er værd at undersøge hvorvidt Bruckers filosofihistoriske historiografiske begreb ´system´ er entydigt modstandsdygtigt over for indsigelser.
Leo Catana, lektor i filosofi ved afdelingen Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet, påpeger at, Brucker ”simpelthen formoder at filosoffer altid har intenderet at udarbejde filosofiske systemer, dog ikke altid med gode resultater.”
Det kan desuden betvivles, hvorvidt fortidige filosoffer forstod konceptet ´system´ i samme henseende som vi på moderne vis forstår det. Catana beskriver at begrebet ´system´ i antikken såvel som middelalderen hovedsageligt blev benyttet til at betegne regeringer eller institutioners organisation, kompositionen af et litterært værk, biologiske væsener samt universet og dets dele. Det bliver dog ikke nævnt i forhold til metodologi eller filosofisk videnskab. Dette er først tilfældet da den tyske protestant Phillipp Melanchton (1497-1560) overførte betydningen af ´system´ til metodologien. Altså over 300 år efter Averröes’ død i 1198. Hvilke konsekvenser for Bruckers filosofihistoriske historiografi i henhold til Averröes’ filosofi kan vi udlede af Catanas indikation af antikkens og middelalderens betydning af begrebet ´system´?
To umiddelbare løsninger præsenterer sig; enten bør Brucker træde tilbage fra den position der hævder at filosofi kun bliver produceret i det filosofiske system, eller også bør fortidige filosoffer der ikke opfylder kravene til Bruckers filosofihistoriske historiografiske koncept, ´filosofisk system´, ekskluderes fra filosofihistorien.
Konklusion
Averröes af Cordoba anviser, at hvis det hellige skrifts umiddelbare udsagn er i uoverensstemmelse med naturfilosofiske konklusioner, så skal det hellige skrifts udsagn fortolkes allegorisk. De naturfilosofiske konklusioner udledes ved hjælp af den demonstrative syllogisme, som erkendes a priori. Den demonstrative bevisførelse er det højeste niveau af rationel bevisførelse, imidlertid er det ikke alle mennesker, der kan erkende Gud via a priori erkendte demonstrative bevisførelser. Det muslimske samfunds religiøse overbevisning korresponderer de tre niveauer af rationelle bevisførelser med menneskers naturlige evner og medfødte dispositioner. Gud kan erkendes af alle, dog på forskellige erkendelsesniveauer. Konsekvenserne af disse forskellige erkendelsesniveauer i overensstemmelse med opfattelsen af mennesket i relation til Gud i Islam, må dog udlede muligheden for fejlbarlig formidling af erkendelse, erkendelsesniveauer imellem. På trods af dette viser Averröes at åbenbaringen henviser til studiet af verdens eksistentialer som obligatorisk, og Averröes formår i den henseende ikke bare at legitimere filosofien som disciplin, men kæder den sammen med teologien i det muslimske samfund. Åbenbaringen afhænger af filosofien. Ligeså er filosofiens grundlag for studiet af verdens eksistentialer baseret på tekstpassager i det hellige skrift. Dette harmonerer ikke med Johann Jakob Bruckers filosofihistoriske historiografis koncept ´filosofisk system´. Bruckers ræsonnement viser, at kun dette kan etableres ved at bryde radikalt med religiøse doktriner og andre autoritære skikkelser, der hindrer filosoffen i at vejlede sig hos sin personlige fornuft og reflektere uafhængigt. I og med at Averröes ikke vender teologien ryggen, men derimod bygger sin naturfilosofi på rygraden af udsagn af teologisk herkomst, kan den ifølge Bruckers filosofihistoriske historiografi ikke betegnes som filosofi. Altså vil en filosofihistorisk historiografisk læsning hævde, at ikke nok med at Averröes ikke formår at legitimere filosofiens autonomi, så formår han ikke engang at få sit argument sat i gang. Dette er en hård dom at tildele Averröes i Den afgørende diskurs og videre læsning skal også påpege at Bruckers begreb ´system´ ikke er uimodtagelig for kritisk undersøgelse. Leo Catana indikerer opstanden af begrebet ´system´, i den moderne forstand Brucker anvender det, og viser, at begrebet i perioderne antikken og middelalderen blev benyttet i mange henseender, dog ikke i hverken metodologiske eller filosofisk videnskabelige, som Brucker anvender det. Ikke desto mindre vil konsekvenserne set i lyset af disse informationer, enten ekskludere fortidig filosofi der ikke lever op til Bruckers filosofiske system, herunder Averröes’ forsvar af filosofiens legitimitet. Eller også skal Bruckers tese om at udelukkende filosofiske systemer producerer filosofi grundlæggende revideres. I hvilken sammenhæng bør vi acceptere Averröes’ argument for legitimering af filosofi, som legitim filosofi? Det er muligt at filosofi i og for sig må etableres, frembringes og vurderes udelukkende systematisk homogent, men i så fald vil det kræve at filosofihistorien reviderer deres hall of fame.
Bibliografi
Averröes, Samtalen mellem religion og filosofi, i Averröes’ fodspor, samtalen mellem religion og filosofi, den afgørende diskurs, oversat. J.A. Sabih & S. El-Jaichi. Gamma: København, 2014, pp. 163-185.
Griffel, Frank, ‘Al-Ghazali’, The Stanford Encyclopedia of Philosophy (Winter 2016 Edition), Edward N. Zalta (ed.), URL = https://plato.stanford.edu/archives/win2016/entries/al-ghazali/
Sidst besøgt: 09/01/2018
Celenza, Christopher S., ‘Marsilio Ficino’, The Stanford Encyclopedia of Philosophy (Fall 2017 Edition), Edward N. Zalta (ed.), URL = https://plato.stanford.edu/archives/fall2017/entries/ficino/
Sidst besøgt: 09/01/2018
Catana, Leo, ´Hvad kan menes med ´filosofihistoriens historiografi´?´, Filosofiske studier, 24, 2008, Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Københavns Universitet, p.1
Catana, Leo, ’The Concept ’System of Philosophy’, The Historiographical Concept ‘System of Philosophy’: Its Origin, Nature, Influence and Legitimacy, Brill Academic Publishers, 2008, pp.13-16, 18-20
Hasse, Dag Nikolaus, ‘Influence of Arabic and Islamic Philosophy on the Latin West’, The Stanford Encyclopedia of Philosophy (Fall 2014 Edition), Edward N. Zalta (ed.), URL = https://plato.stanford.edu/archives/fall2014/entries/arabic-islamic-influence/
Sidst besøgt: 09/01/2018
Hillier, H. Chad, ‘Ibn Rushhd (Averroes) (1126-1198) Internet Encyclopedia of Philosophy, University of Toronto, Canada, URL = http://www.iep.utm.edu/ibnrushd/
Sidst Besøgt: 09/01/2018
Smith, Robin, ‘Aristotle’s Logic’, The Stanford Encyclopedia of Philosophy (Spring 2017 Edition), Edward N. Zalta (ed.), URL = https://plato.stanford.edu/archives/spr2017/entries/aristotle-logic/
Sidst besøgt: 09/01/2018